Sindal Grafisk på Facebook

Søg

For at få det bedst mulige resultat, er det vigtigt at billedfiler indeholder tilstrækkelig mange data i forhold til den størrelse man ønsker at gengive billedet i.
Herunder finder du forklaringen på nogle af begreberne der bruges i forbindelse med billedopløsningen, og hvor mange data et billede bør indeholde for at være trykegnet.

Gode tommelfingerregler:

Hvor stort et billedes opløsning skal være afhænger dels af produktionsformen og dels på hvilken afstand billedet skal betragtes efter produktion. Nogle gode tommelfingerregler er at

  • Billeder til offsettryk bør have en opløsning på 300 ppi
  • Billeder til digitaltryk bør have en opløsning på 200 ppi
  • Billeder til indendørs storformat print bør have en opløsning på 200 ppi
  • Billeder til udendørs storformat print bør have en opløsning på 100 ppi
  • Billeder der skal betragtes på stor afstand - typisk over fem kvm kan have endnu lavere opløsning, helt ned til 50 ppi.

Bemærk hvis du integrerer tekster i dine billeder bør opløsningen være væsentlig højere, helt op til 600 ppi. Det er derfor en god idé at lægge tekster på billederne i et program, der arbejder med vektorbaseret grafik, f.eks. Adobe Illustrator eller Adobe Indesign.
 

PPI - Pixels Per Inch

PPI bruges til at angive et digitalt billedes opløsning. Et billede i 300 ppi indeholder altså 300 pixels per tomme.
PPI forveksles ofte med DPI. Så når et billeds opløsning angives som f.eks. 300 dpi menes 300 ppi.

 

DPI - Dots Per Inch

DPI er en printers opløsning. En laserprinter har ofte en opløsning på 600 dpi men fås også med 1200 dpi. Når man laver plader til en trykmaskine bruger man også en form for "laserprinter", der her bruges til at belyse lysfølsomt materiale, enten i form af film eller direkte på trykpladen. Her er opløsningen typisk 1200 dpi eller 2400 dpi, hvilket sætter en trykmaskine i stand til at afsætte helt op til 2400 farvepunkter per tomme.
Som en tommelfingerregel kan man dele en printer eller trykmaskines opløsning med 4 for at få den maksimale billedopløsning printeren eller trykmaskine kan gengive. En printer med en opløsning på 600 dpi vil således kunne printe et billede i en kvalitet der svarer til 150 ppi, mens trykmaskinens 2400 dpi kan gengive et billede i en kvalitet der svarer til 300 ppi.

 

LPI - Lines Per Inch

LPI beskriver den rastetæthed et print eller en tryksag trykkes med. Rastetætheden kan også angives som lpc (linjer per centimeter). En printer eller en trykmaskine bruger et begrænset antal farver - cyan, magenta, gul og sort (CMYK) - og har ikke en hvid farve at blande i f.eks. sort så den bliver grå. Derfor deles trykfladen op i et antal rastepunkter der består af et antal eksponeringspunkter – dots. Hvert rastepunkt kan f.eks. bestå af 10 gange 10 dots og for at trykke en 10% sort, farves 10 af de 100 dots og resten står ufarvet. Øjet blander de sorte dots sammen med det ufarvet område så vi ser det som 10% sort. Lpi er altså en angivelse af, hvor mange af disse prikker, der er per tomme.
Aviser anvender typisk en rastetæthed på 85 lpi, mens offsettryk benytter tæthedder på mindt 133 lpi. Derfor er det også nemmere at se rastemønstret i et avistryk end i en almindelig tryksag.

 

Hvor stort skal billedet være?

Hvis du vil finde ud af hvor stort et billede skal være for at kunne trykkes i en bestemt størrelse, så kan du regne det ud på følgende måde:
Ønsket størrelse (højde eller bredde) i cm / 2,54 = ønsket størrelse i tommer x 300 ppi = Antal pixels
Hvis du f.eks. vil trykke et billede i A6 format (10,5 x 14,8 cm) så ser regnestykket således ud:
Bredde: 10,5 cm / 2,54 = 4,13" x 300 ppi = 1239 pixels
Højde: 14,8 cm / 2,54 = 5,83" x 300 ppi = 1749 pixels
Et billede skal altså minimum være 1239 x 1749 pixels for at kunne trykkes i A6 format.
 

Hvor stort kan mit billede blive?

Hvis du har størrelsen på et billede og ønsker at finde ud af, hvor stort det kan trykkes i den optimale kvalitet kan du regne det ud på følgende måde:
Antal pixels / 300 ppi = størrelse i tommer x 2,54 = størrelse i cm.
Hvis du f.eks. har et billede på 3264 x 2448 pixels (8 megapixel), så ser regnestykket således ud:
3264 pixels / 300 ppi = 10,88 x 2,54 = 27,64 cm
2448 pixels / 300 ppi = 8,16 x 2,54 = 20,73 cm
Billedet kan altså trykkes i maksimalt 27,64 x 20,73 cm

http://sindalgrafisk.dk/viagra.html Cialis priser danmark